Krisecenter måtte afvise 50 kvinder på grund af for lidt plads

28. OKT 2019 • 18:15 • AF LISBET HOLST

Krisecenter måtte afvise 50 kvinder på grund af for lidt plads

Artiklen er åben for alle på grund af tekniske problemer med login.
Kvindekrisecenter Bornholm måtte sidste år afvise 45-50 voldsramte kvinder og deres børn, fordi der ganske enkelt ikke var plads på kvindekrisecentret.

Det fortalte Ingrid Funch Jørgensen, daglig leder af krisecentret på Haslevej i Rønne, da der lørdag var orienteringsmøde for nye frivillige.

Kvindekrisecentret har plads til fire kvinder og seks børn, men kan sagtens bruge en seks-otte pladser, sagde Ingrid Funch.

Krisecentret modtager voldsramte kvinder i alle aldre, både fra Bornholm og resten af landet, men der er i dag en overvægt at bornholmske kvinder. I gennemsnit bor kvinderne og deres børn tre måneder på krisecentret.

– Når vi ikke har plads, så kan vi kontakte andre krisecentre. Det kan være svært for kvinden at skulle rive børnene op med rode, når man samtidig er så presset, sagde Ingrid Funch Jørgensen.

Krisecentret på Haslevej har et godt renommé, både lokalt og i resten af landet.

For kvinder, der kommer fra den anden side af Østersøen, udgør skiftet til Bornholm ofte en ekstra tryghed.

Det er vanskeligere for en voldelig partner at opsøge og chikanere kvinderne på Bornholm, hvor man bliver registeret som rejsende og som man kun kan forlade via bestemte afgange med færge eller fly.

– Så når kvinderne ankommer her, så sænker de skuldrene. Og det er først, når de sænker skuldrene, at de kan komme i gang med at bearbejde traumerne, sagde Ingrid Funch Jørgensen.

Voldsramte kvinder er ofte stærkt traumatiserede af den vold, de har været udsat for.

Ingrid Funch Jørgensen håber, at der med finanslovsforhandlingerne bliver åbnet for gratis psykologhjælp til voldsramte kvinder, for det er der stærkt brug for.

En udfordring lokalt er dog, at der på Bornholm er få autoriserede psykologer og lang ventetid på psykologhjælp. Andre kvindekrisecentre har en psykolog ansat.

– Hvis vi kunne få ansat en psykolog, ville det være fantastisk. De fleste kvinder har ptsd (posttraumatisk stress) på grund af volden mod dem og deres børn, og børnene er dobbelttraumatiserede. Det er en kæmpemæssig hjælp, at børnene kan få ti timers gratis psykologhjælp. Desværre er der også ventetid her efterhånden, sagde Ingrid Funch Jørgensen.

Mest læste

DØGNETS MEST LÆSTE

UGENS MEST LÆSTE

MÅNEDENS MEST LÆSTE

22. OKT 2019 • 16:46SPORT

Det har han aldrig prøvet før

19. OKT 2019 • 20:30 FOR ABONNENTER

Cykelklub skal tage afsked med formandskabet